NTbestilling er for skoler, børnehaver, virksomheder og lignende, der ønsker at købe zonebilletter eller gruppebilletter til rejser med NT's busser og Nordjyske Jernbaners tog i Region Nordjylland, og betale for billetten via EAN-nummer eller faktura. NTbestilling giver også mulighed for at lave pladsreservationer for grupper, der betaler for rejsen med fx. rejsekort eller køber billet kontant i bussen.
Der kan kun købes billetter og reserveres plads til rejser internt i Region Nordjylland. Billetter, der købes gennem NTbestilling, kan ikke benyttes i DSB's og Arrivas tog.
For at kunne købe billet eller lave pladsreservation, skal du være oprettet som bruger. Ved oprettelse skal der bl.a. indtastes EAN-nummer og SE-nummer/P-nummer/CVR-nummer.
Ved bestilling af rejser eller pladsreservation skal du indtaste, hvor I skal rejse fra og til, og hvornår I skal rejse. Du skal også indtaste, hvor mange voksne fra 16 år, børn fra 0-11 år og børn mellem 12-15 år, der skal købes billet til. Der tages højde for reglen om, at enhver betalende voksen må medbringe 2 børn under 12 år gratis og ethvert betalende barn må medbringe et andet barn under 12 år gratis. Pladsreservation er gratis.
Støder du ind i problemer med brugeroprettelse eller bestilling af en billet eller pladsreservation, kan du kontakte NT Kundecenter på 98 11 11 11 alle hverdage kl. 08.00-17.00.
Gruppebilletter
Gruppebilletter til 8 personer eller flere kan kun bestilles til specifikke rejser. Derfor skal du indtaste, hvor I skal rejse fra og til, og hvornår I skal rejse. Billetten er kun gyldig til den afgang, der fremgår af gruppebilletten. Billetten kan ikke benyttes hos DSB eller Arriva Tog. Hvis I skal på en rejse, som omfatter et DSB eller Arriva Tog, skal I købe billet til togrejsen hos det af selskaberne, som I skal rejse med og kun købe billet til rejsen med NT's bus eller Nordjyske Jernbaners tog her på NTbestilling.
Vær opmærksom på, at gruppebilletter skal bestilles senest 5 hverdagsdøgn før afgang. Skal I rejse mandag klokken 10.00, skal I bestille rejsen inden den foregående mandag klokken 10.00.
Zonebilletter
Der kan bestilles zonebilletter til enkeltpersoner eller til mindre grupper på maksimalt 7 personer. Ønskes der returbillet, sættes der kryds i boksen med "returrejse". Der kan også bestilles zonebilletter til mere end 8 personer, dog skal du være opmærksom på, at der ikke ydes plads- og rejsegaranti til grupper på 8 eller flere, som benytter zonebilletter.
Bestilling af billet
Ved bestilling skal du oplyse, hvordan du vil have billetten tilsendt. Du kan enten få den sendt pr. e-mail som en print-selv billet, eller som en sms med link til webapp-billet, der sendes til det telefonnummer, der er tilknyttet brugeroplysningerne, medmindre nummeret ændres på den enkelte bestilling. SMS med billet-link udsendes 1 time før afrejsetidspunkt.
Hvis du ikke har mulighed for at benytte den bestilte rejse, kan den afbestilles. Zonebilletter skal afbestilles under ”mine ordre” senest to timer inden afrejse, og Gruppebilletter kan kun afbestilles ved at kontakte NT's Trafikservice på telefon 99 34 11 36 mellem 6.45-16.30 på hverdage, senest 24 timer før afrejse.
Pladsreservation til grupper med andre billettyper
I NTbestilling er det også muligt blot at reservere plads i NT-bussen/NJ-toget, også selvom du benytter dig af en anden billettype end en gruppebillet bestilt via NTbestilling, f.eks. rejsekort eller kontantbillet.
Ved bestilling af en pladsreservation skal du indtaste, hvor I skal rejse fra og til, samt hvornår I skal afsted. Du skal indtaste det samlede antal børn og voksne, der skal med på turen. Når du har valgt den rejse du ønsker, præsenteres du for Rejseplanen. Vælg herefter betalingsmetoden ”Betaling i bussen”. Når du har valgt ”Betaling i bussen” har du kun lavet en pladsreservation og ikke en gruppebillet og prisen ændres derfor til 0 kr.
Pladsreservationer skal bestilles senest 5 hverdagsdøgn inden afrejse. Du modtager kvitteringen for pladsreservationen på mail. Pladsreservationen skal fremvises ved påstigning sammen med den gyldige rejsehjemmel.
Vær opmærksom på, at der ved rejser internt i Aalborg Kommune ikke ydes pladsgaranti, og at der ikke indsættes ekstra busser i myldretiden.
Begrænset kapacitet
Vær opmærksom på, at NT har et begrænset antal busser og tog til rådighed, og at der er begrænset plads i busser og tog. Derfor er det ikke altid muligt at efterkomme ønsker om transport af grupper.
Hvis vi ikke kan efterkomme ønsket om befordring af en given gruppe, henvises der i stedet til private turistvognmænd.
Der kan i øvrigt ikke medtages større mængder bagage i NT's busser.
Kun kørsel til og fra stoppesteder
Vi kører kun de ture, som indgår i de gældende ordinære køreplaner, og kører således kun mellem de drdinære stoppesteder på i forvejen eksisterende ruter på de tidspunkter, som fremgår af køreplanerne.
Hjælp til browseropsætning
NTbestilling overholder gældende web-standarder, og vises bedst med Microsoft Internet Explorer og Chrome
Du finder NT's privatlivspolitik her: https://www.nordjyllandstrafikselskab.dk/Kundeservice/Privatlivspolitik